Riyaz-ul-Jannah

As-salamu 'alaykum wa rahmatullah wa barakatuh.

I Allāhs navn, Den Særdeles Nådige, Den meget Barmhjertige.

Al lovprisning tilhører Allah, Den Ophøjede, og fred og velsignelser være med vor Mester Profeten Muhammad, hans rene familie og alle hans ædle og trofaste ledsagere.

Dette er en forsættelse af den indre dimension af bønnen og dens vigtighed, og er baseret på Imam Al- Ghazali's meget anerkendte værk Ihya Ulum Al din. Hadithene er ikke nødvendigvis indsat ordret.

Det første vers fra Koranen som imam Ghazali citerer siger, oprethold den rituelle bøn for ihukommelse af mig. Og det her vers, det viser at formålet med bønnen ikke bare er en forpligtelse som Allah har kastet på vores hoved, men formålet med bønnen er at ihukomme Allah, så allerede her kan vi se at bøn i virkeligheden har noget at gøre med hjertet og oprigtighed, og ikke bare de fysiske handlinger, de fysiske handlinger er som kroppen er i forhold til sjælen.

Og i et andet vers siger Allah, vær ikke af dem som er uagtsomme. Imam Ghazali bruger ikke det koranvers til at tale om de mennesker der ikke beder, men det han ligger vægt på er, vær ikke af dem som er uagtsomme i deres bøn. Det der her tales om er khushu.

Det tredje Koranvers han nævner, ”og kom ikke nær bønnen når I er beruset indtil i ved hvad i siger…”(4:43). Det her vers er et af de vers i koranen som i virkeligheden handler om at være fuld, det blev åbenbaret da der ikke var et fuldstændigt forbud mod alkohol. Pointen er og det som imam Ghazali udleder fra det er, at det at være beruset ikke kun betyder at være fuld i den fysiske betydning, men det betyder at man er fuld af bekymringer af denne her verden, eller at man er beruset i kærligheden til denne verden. Imam Ghazali’s pointe i at nævne dette koranvers er, at når vi er i en tilstand hvor vores kærlighed til denne verden, så vil denne distrahere os fra vores bøn. Derfor skal vi sørge for, at vi kommer af med disse distraherende tanker, og stiller os i bøn udelukkende med tanken om at vi står foran Allah.

Der var en person fra salaf som sagde, at (overstående)versets betydning er åbenlyst at det er en advarsel mod de verdslige hengivenheder fordi ordene ”indtil I ved hvad I siger” det er årsagen til hvorfor Allah pålagde forbuddet, det han udleder fra det her er hvor mange bedende er der ikke som selv uden at have drukket stadig ikke ved hvad de siger, og det ødelægger deres bøn. Det som det viser er at Imam Ghazali’s pointe er at lad vær med at bede hvis I ikke kan give bønnen den ret der tilkommer den. Hvis I er distraheret så lad vær med at bede vent til senere, men igen, hvis man ser på det fiqh mæssigt, ville man havde udført sin bøn, men hvis man ønsker noget mere fra sin bøn end bare at få overstået en pligt, så er det her hvad man skal sigte efter.

Profeten(sallalaahu alayhi wasallam) har sagt at den person som udfører to rak’ah uden at blive distraheret af noget som helst verdsligt han får alle sine tidligere synder tilgivet. Og det er ikke en lille ting at profeten(sallalaahu alayhi wasallam) siger det, det er ikke et lille løfte eller falsk garanti som profeten(sallalaahu alayhi wasallam) giver na’adubillah, men dette er udelukkende sandheden. Det viser også hvor svært det i virkeligheden er, faktisk er der mange ting man kan gøre for at få tilgivet alle sine synder, bare det at udføre en ordentlig wudu er nok til få tilgivet de små synder.

Men det at profeten(sallalaahu alayhi wasallam) nævner det med to rak’ah uden at blive distraheret af noget verdsligt, er ikke noget let. Det berettes at der var sahaba(radiallah anhum) som bad hurtigt, med det menes ikke, at de ikke udførte bevægelserne korrekt, det der menes med hurtigt er, at de søgte på passende vis ikke at forlænge bønnen yderligere. De blev spurgt hvorfor de bad så hurtigt i forhold til andre sahaba(radiallah anhum), så svarede de, at de var bange for satans indflydelse, og de ønskede ikke at satan skulle tage noget belønningen væk fra dem, ved at distrahere dem under hans bøn. Det viser at det er en stor ting hvis man kan opnå den koncentration under bønnen, og er noget man burde bede Allah om at tildele én. Hvis man ønsker at opnå sødme i ens bøn, at opnå en sådan koncentration, så kræves det at man stræber for at opnå dette ved at adlyde Allah og Hans elskede sendebud (sallalaahu alayhi wasallam), i med gang såvel som i modgang, i glæde og i sorg.

Den næste hadith han nævner er at Profeten(sallalaahu alayhi wasallam) sagde, Bønnen er ikke andet end ydmyghed og at holde ens hænder frem for Allah og sige ya Allah ya Allah, og den der ikke gør det forfejler. Meningen er, at bønnen ikke bare er nogle bevægelser, bønnen er at præsentere sig selv foran Allah som en ydmyg og ynkelig tjener, der beder, græder og angrer til Allah, fordi det er sådan vi burde ihukomme Allah, men nu om dage snakker vi om Allah og det påvirker ikke vores hjerter, fordi vores hjerter er blevet så beskidte pga. alle de synder vi har begået, at de ikke længere bliver påvirket. Sørgeligt men sandt.

Den næste hadith som imam Ghazali nævner er, at Profeten(sallalaahu alayhi wasallam) sagde, den rituelle bøn(salah) den blev gjort obligatorisk, hajj og Tawaf blev forskrevet, ofring blev indført, alt sammen med det mål at ihukomme Allah. Så hvis dit hjerte er uden ærefrygt og ærbødighed overfor Allah, hvilket er selve hensigten og formålet med bønnen, hvor meget af din ihukommelse af Allah så værd? Det er noget man burde tænke over, når vi udfører bønnen tænker vi fiqh, de firkantede regler, vi tænker ikke over den indre dimension.
Profeten(sallalaahu alayhi wasallam) siger at hvis dit hjerte er uden ærbødighed overfor Allah og det er selve hensigten i bønnen. hvor meget af din ihukommelse af Allas så værd? hvis du ikke føler noget i dit hjerte, hvad er det så værd at du beder til Allah.

Der er en anden hadith hvor profeten(sallalaahu alayhi wasallam) rådgav en person, han sagde når du beder, så bede som en person der siger farvel til sig selv og sine lyster, fordi vedkomne skal til at drage ud på en rejse til Allah. Altså forstil dig, at det er den sidste bøn inden du skal dø og du har ikke andet tilbage. Sådan burde vi bede hver eneste af vores bønner. Det kommer også i Koranen hvor Allah siger, oh menneske du er hårdtarbejdende mod din Herre, så vid du vil møde Ham. Pointen er at vi bestræber efter ting vi ikke burde, som muslim burde man bestræbe efter at møde Allah, det vi skal være opmærksomme på er, hvad er det vi henter og præsentere foran Allah.

Vi skal ikke tænke om hvorvidt vi kommer til at møde Allah, for det vil ske før eller senere, men i stedet tænke over det vi har at præsentere foran Ham.
Når vi beder, tænker vi at vi skal nå at bede 100 nafal, eller nå at læse koranen tre gange i løbet af ramadan, det er selvfølgelig prisværdigt, men det er ikke det som egentlig er formålet. Men formålet er at vi skal ihukomme Allah og være opmærksom på Ham. Men det har vi mistet, nu er vores handlinger som tomme skaller, vi får ikke noget ud af det, vores hjerter bliver ikke påvirket. Det også derfor vi ikke opnår andet end afstand fra Allah, da vi begår synder i massevis men næsten ingen gode og korrekte handlinger.

Det man skal forstå er, at det ikke er nok med at udføre gode handlinger, og tænke nu skal jeg nok opnå nærhed til Allah selvom mit hjerte ikke var med i handlingen og mine tanker svævede omkring denne verden. Forskellen mellem almindelige muslimer og awliyah er, når awliyah udfører deres tilbedelse gør de det ikke for at få det overstået, de har formålet med at have deres indre med, fuld opmærksomhed og bevidsthed, og de prøver så vidt de kan opfylde formålet, og det er sådan de opnår nærhed til Allah. Fordi hvis man ikke beder sådan, vil ens bøn ikke afholde en for de ting der er forkerte. Den bøn som Allah og Profeten(sallalaahu alayhi wasallam) taler om, er den bøn som er oprigtig og virkelig kommer fra hjertet af.

Imam Ghazali stiller et tankevækkende spørgsmål, da bønnen er en hellig forbindelse mellem tjeneren og Allah hvordan kan det så være at man udføre denne her bøn i det man er forsømmelig. Formålet med bønnen er at ihukomme Allah, men man står der og recitere nogle ord, som man ikke forstår?!

Den næste hadith han nævner er svag, men svage hadith kan sagtens bruges i spørgsmål om fortrinligheder, hvilket fremgår af Ijma (konsensus). Det er en beretning fra sayyidina Aisha(radiAllah anha), hun siger at Profeten(sallalaahu alayhi wasallam) plejede at tale med os og vi med ham, men når det blev tid til bøn så var det som om han ikke kendte os, og vi kendte ikke ham, da vi forblev optaget i at erklære herlighed af Allah.
Og det er fordi at Profeten(sallalaahu alayhi wasallam) var i ærefrygt overfor Allah, nu er det tid til bøn, og jeg har ikke noget med verden at gøre længere.

Overvej den sidste beretning Imam Al Ghazali nævner, den er skræmmende, fordi ifølge den beretning er alt vores tilbedelse ikke noget værd. Profeten(sallalaahu alayhi wasallam) sagde at Allah ikke anser en bøn for at være noget værd, hvor en persons hjerte ikke er tilstede, ligesom hans krop er.

Alle de her Koranvers, ahadith og beretninger, de burde fortælle os en meget vigtig ting og det er at, uden khushu er der ikke nogen bøn. Der er en fysisk handling og at vi har opfyldt de fysiske handlinger som er fard for os. Men det Allah har ønsket vi skulle opnå i bønnen, har vi ikke opnået. Hvis vi gerne vil opnå disse ting, så er det khushu vi skal ligge vægt på, så er det bevidstheden og hjertet, og det er de ting som imam Ghazali efterfølgende ligger optil hvordan man kan opnå.

Imam Ghazali, og overvej hans argumentation. Han siger, Allah sagde i Koranen, oprethold bønnen for ihukommelse af mig. Imam Ghazali siger, hvordan kan det være at en person der er uagtsom igennem hele sin bøn, at han er i gang med at ihukomme Allah, det kan ikke lade sig gøre. Og i det Allah siger, hver ikke af dem som er uagtsomme. Så ved vi at en person der beder uden at være opmærksom på Allah, hans bønner er ikke noget værd.

Årsagen til at Allah forbød de folk som var beruset at bede bønnen er(udover skadeligt helbred), at de ikke ved hvad de siger. Så indtil man ikke ved hvad det er man siger, og ikke er opmærksom på sin bøn, så fortjener man på samme måde som de folk der er beruset af alkohol at blive holdt væk fra bønnen, fordi man ikke får noget ud af den. Der er ingen tvivl om at ihukommelse er det vigtigste, men dette sker gennem opmærksomhed fx i bønnen, og dette er i henhold til Allahs ord i Koranen.
Det som leder til perfektion i bønnen er det vi skal være opmærksomme på og arbejde på. Alt de ting der distrahere os væk fra bønnen og fra Allah er fra djævlen.

Må Allah Den Ophøjede give os tawfiq til at udføre bønnen sådan som den bør udføres, og hjælpe os med at være opmærksomme og bevidste i alle vores tilbedelsesgerninger. Amin

Wa alaykum salaam.

As-salamu 'alaykum wa rahmatullah wa barakatuh.

I Allāhs navn, Den mest Nådige, Den mest Barmhjertige.

Al lovprisning tilhører Allah, Den Ophøjede, og fred og velsignelser være med vor Mester Profeten Muhammad, hans rene familie og alle hans ædle og trofaste ledsagere.


En person kom hen til profeten(sallalaahu alayhi wasallam) og sagde ”bede til Allah om at inkludere mig blandt de mennesker som nyder din forbøn på dommedagen, og at han må skænke mig dit selskab i jannah”. Profeten(sallalaahu alayhi wasallam) svarede, hjælp mig med at udføre sujud.

Meningen med beretningen er at fremhæve og understrege at det ikke er nok i islam at sætte sin lid til at Profeten(sallalaahu alayhi wasallam) skal redde os alle på dommedagen, det ikke nok at sætte sin lid til det, og sige at vi er en del af hans ummah og han nok skal redde os, men at man også selv skal gøre noget, man skal nemlig forsøge at gøre sig fortjent til at opnå Profetens(sallalaahu alayhi wasallam) forbøn. Profetens(sallalaahu alayhi wasallam) forbøn vil ikke være for alle og enhver, som han selv siger i sine tidligere hadith, at den person som forlader bønnen, ophører med at være under Muhammeds ansvar.

Den næste hadith som imam Ghazali nævner i forbindelse med sujud, og den er berettet i Muslim; Mennesket er aldrig tættere på Allah end når han laver knæfald.

Denne hadith viser vigtigheden af sujjud og en aqida relateret ting, at nærheden og afstanden til Allah ikke er fysisk, der kan ikke være nogen fysisk afstand eller nærhed, men det er med hensyn til Allahs barmhjertighed, og at man er tættere på Allahs tilfredshed.
Der er desværre nogle folk i dag som ikke har forstået tawhid og tror at Allah Den Rene er over sin Trone fysisk na’adubillah, og hvis man blot tænker lidt logisk over dette, så burde mennesket være tættere på Allah når denne stod oppe end når mennesket er i sujjud. Men det viser sig altså, at når Allah eskempelvis her taler om afstand så menes der Hans Barmhjertighed, og når der er tale om Tronen, så menes der at Han er hævet over den, i den forstand at Han er fri fra den og uden behov for den, ikke at Han fysisk set er placeret 'over' den eller begrænset i en retning.
Men for at vende tilbage til vigtigheden af sujjud, så burde man have i tankerne at når man er nede i knæfald, at Allah’s barmhjertighed er tættest på os på dette tidspunkt, derfor burde man udføre knæfaldene stille og roligt, og med så meget kærlighed og oprigtighed som muligt.

Der er et andet vers i Koranen hvor Allah omtaler de troende, at deres ansigter har tegn fra deres sujud. En almindelig person vil fortolke verset som ”Deres pander viser tegn fra deres knæfald” i den bogstavelige betydning. Men det som imam Ghazali næver her er, at det her vers hvor Allah taler om deres tegn på ansigterne, er at det ikke sætter sig på deres pande som noget fysisk, men han siger at det er ydmyghedens lys der skinner indefra, og dette er den mest korrekte fortolkning af Koranenverset. Imam al Ghazali nævner også at det er en udstråling, som på dommedagen vil skinne ud fra deres ansigter som et resultat af ritual afvaskning og sujud, især for de personer som udfører sujud i massevis, og det der menes med sujud er ikke at man bare laver sajda efter sajda, men at man udfører det som en del af bønnen, og også udover bønnen f.eks. hvis man gerne vil lave dua og stille sig i position som er i absolut ydmyghed overfor Allah, så kan man godt gå ned i sujud og gøre dua, og det er især i frivillige bønner(nafal).

Den sidste hadith som vi vil nævne fra denne sektion er at Profeten(sallalaahu alayhi wasallam) sagde: ”Hvis en person recitere et vers i knæfald (altså de vers i Koranen hvor det er wajib at lave sajda) så vil shaytan trække sig væk grædende, og så siger han ”ak” denne person blev påbudt at gøre knæfald og han har gjort det, så for ham er paradiset. Jeg blev også påbudt at gøre knæfald men jeg afviste så for mig er ilden.”

Så det at en troende muslim recitere et Koranvers for hvilket der er sajda, og man så udfører det knæfald, det er som et slag på ansigtet hos satan. Og det viser Allahs store nåde overfor os, vi muslimer som hverdag forsømmer flere sujud, djævlen afviste at gøre sujud en enkelt gang og blev fordømt for evigheden, vi afviser flere gange dagligt, og kan altid gøre tauba og vende tilbage til Allah, det er en stor nåde Allah har udvist overfor os. Men tiden er knap! Vi ved ikke hvor lang tid vi lever, og nu når Allah Den Ophøjede er så Nådig, så er det vores pligt at søge Hans Nåde, for sandelig vil Han tilgive hvis man angrer og er oprigtig.

Når folk nogle gange beder bønnen så har de det med at det skal være behageligt, og at bedetæppet skal være dejlig tykt og blødt, det er der selvfølgelig intet galt i som sådan, men Sahaba(radiallah anhum) og tabiun, er nogle er de mest fremtrædende og gudfrygtige mennesker der har levet, nogle af dem lavede aldrig sujud på andet end jord, fordi meningen med sujud er at underkaste sig og vise ydmyghed overfor Allah, og det bedste er at lave sujud på det sted som er ydmygt, et sted hvor folk de træder med deres fødder, så længe det er rent. Men der er mange folk der tænker at når de skal bede skal der være dejligt rent og behageligt, men man burde også huske formålet med at gøre sujud, hvilket er at udtrykke sin ydmyghed over Allah, så derfor skal man også passe på med at man ikke overdriver i denne behaglighed. Der er nogle folk som lægger puder, og det giver slet ikke mening, det er modstridende med formålet i at gøre sujud.

Må Allah Den Ophøjede give os tawfiq til at udføre Sujjud i massevis og korrekt. Må Han tilgive os for vores utallige synder. Amin

Wa alaykum salaam wa rahmatullah

Tilmeldingen er nu åben for vintersemestret 2009 hos IslamAkademiet.dk - Danmarks virtuelle center for islamiske studier.



Denne gang tilbyder IslamAkademiet hele fire kurser GRATIS:
- Introduktion til islamisk troslære
- I Profetens fodspor (Allahs fred og velsignelser være med ham)
- Det helt elementære af den islamiske lære
- Koranens syv oftest reciterede vers

Klik dig ind på kursuskataloget og tilmeld dig nu! Der er begrænsede pladser.

Undervisningen begynder i uge 45.

Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Den Allah vil det godt tildeler Han forståelse for religionen« (al-Bukhari).

Det mindste man som muslim kan gøre er, at tilegne sig viden om Allah og Hans Elskede Profet Sallallahu alayhi wa sallam. Hvis man ikke engang kan lytte til noget undervisning fra sit hjem (findes endda på dansk) for Allahs skyld, så burde man virkelig tænke over om man er på vejen der fører til paradiset eller til helvede. Vi har tid til at lære islam i dag men har vi også det imorgen?

[Detaljer om de enkelte kurser kan findes i kursuskataloget på IslamAkademiet.dk]

As-salamu 'alaykum wa rahmatullah wa barakatuh.

I Allahs navn, Den Særdeles Nådige, meget Barmhjertige.

Al lovprisning tilkommer Allah, verdnernes Herre, og fred og velsignelser være med vores mester Profeten, hans rene familie og alle hans trofaste og ædle ledsagere.

Enhver muslim ved eller bør vide, at meningen med livet er opnå Allah Den Ophøjedes tilfredshed. Men for at kunne gøre dette kræver det at man adlyder Allah og Hans Elskede Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham).
Da mange muslimer har kendskab til Islams fem søjler, vil dette indlæg ikke beskæftige sig direkte med dem, men i stedet behandle et emne som også er ligeså nødvendig og som vores dagligdag er præget af, og det er emnet indtagning af det tilladte (halal) og afholde sig fra det forbudte (haram). En muslim er forpligtet til at spise af det tilladte (halal) og dermed forpligtet til at undlade det forbudte (haram). Mange, især unge ved ikke ret meget om vigtigheden af at spise af det tilladte (halal) og det er endnu færre der ved hvad konsekvensen er for at bryde denne lov. Men insha’Allah vil dette korte indlæg give et indblik om emnet.

Det er således berettet af Sayyiduna Abu Hurayra (Allah være tilfreds med ham) som beretter at Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Sandelig er Allah Den Ophøjede Ren og accepterer ikke andet end det rene, og sandelig befalede Allah de troende hvad Han befalede sendebudende: Den Ophøjede sagde: Oh I Sendebude! Spis af de rene ting og udfør retskafne handlinger’ og Den Ophøjede sagde: Oh I som tror! Spis af de rene ting af det Vi har tildelt jer’. Derefter nævnte han en mand som rejser langt, er uredt og støvet, og løfter sine hænder op mod himlen: ”Min Herre! Min Herre!”- mens hans føde er forbudt, hans drikke er forbudt, hans klæder er forbudte, og han får ernæring fra det forbudte. Hvorledes skal han få opfyldt (sin bøn)? (Sahih Muslim).

Som det fremgår af den overstående autentiske hadith så har Allah påbudt de troende at spise og drikke fra det rene. Hvis man vil opnå nærhed til Allah, Hans tilfredshed og Hans accept, så kan dette kun se ske udelukkende ved at bruge tilladte og rene midler.

En anden vigtig ting som kommer til udtryk i overstående hadith er, ”At Allah accepterer ikke andet end det rene”. Mange muslimer ofrer store summer penge i Allahs navn og tror de har begået en god handling, og det har de også med mindre de penge stammer fra en ulovlig indkomst. Faktisk er det ikke engang tilladt at give forbudt indkomst til velgørenhed med intention om at få belønning for handlingen.
At spise forbudt mad og drikke, iklæde sig i det forbudte medfører at Allah ikke vil accepterer ens bøn. Anstrengelser for at opnå Allahs tilgivelse og velsignelser er uden betydning hvis man til daglig ikke afholder sig fra det Allah har gjort forbudt.

Dette er hovedreglen, men som muslimer ved vi også at Allah er Den Nådige, Den Barmhjertige og pga. Hans grænseløse Nåde kan Han, hvis Han vil, vælge at tilgive og acceptere en persons bøn og anstrengelser på trods af at denne har gjort sig stærkt ufortjent for dette. Det kan Allah gøre fordi Han er Herren og kan gøre hvad der passer Ham uden at nogen har noget at skulle sige.

En vigtig aqidamæssig note i overstående hadith er, at Allah Den Ophøjede er Ren, og dette skal forstås således, at Allah er Hævet over at blive tilskrevet noget der ikke tilkommer Hans Guddommelighed, såsom fejl, mangler, defekter etc.

Konklusion:

Meningen med livet er at opnå Profetens tilfredshed (Allahs fred og velsignelser være med ham) for derigennem opnå Allahs tilfredshed. Men for at opnå Allahs tilfredshed kræver det først og fremmest at vi søger nærhed mod Allah Den Ophøjede, hvilket gøres ved de forskellige tilbedelseshandlinger i islam og som sker gennem tilladte og rene midler.
Det viser sig altså, at hvis en person vælger at tjene haram penge for derefter bruge nogle af dem til at bygge en moske, den slags vil i princippet ikke blive accepteret med mindre Allah vælger at foretage en undtagelse.

Det er ret simpelt, hvis man ønsker Paradiset, Profetens tilfredshed (Allahs fred og velsignelser være med ham) og dermed Allahs tilfredshed, så kræver det at man gør det sådan som Allah og Hans elskede Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) har befalet os at gøre, og det er at vi udfører vores tilbedelseshandlinger i en tilstand af renhed, gennem tilladte midler og ved at spise halal. Dermed sagt, hvis en person vælger at spise og drikke haram, så vil risikoen for at Allah forkaster hans tilbedelse ret stor, da Han har advaret imod dette. Så hvis en person omgås med haram i det hele taget, så formindsker denne sine chancer for at opnå Allahs tilfredshed og dermed øger sine risiko for at ende i helvede. I bedste tilfælde kan det, at omgås med halal, sørge for at Jannah bliver wajib for den troende, og i værste fald kan det, at omgås med haram betyde at Jahannum bliver wajib for den troende.

Må Allah Den Ophøjede give os tawfiq til at opnå Hans tilfredshed og hjælpe os med at afholde os fra det forbudte og holde os til det tilladte. Amin

Da vi lever i Danmark så indeholder desværre mange af fødevarene animalske ingredienser uden at vi ved noget om det. Dette sker i form af E-numre som står på varedeklarationen og som muligvis er af animalsk oprindelse. I denne anledning har http://www.islamisk.dk/ lanceret et projekt hvor de undersøger kendte madvarer, medicin, drikkevarer og andre produkter. Man kan læse mere om det her: http://islamisk.dk/default.asp?side=enumre.

Må Allah belønne de ansvarlige for deres arbejde.

Wa alaykum salaam.

As-salamu 'alaykum wa rahmatullah wa barakatuh.

I Allah’s navn, Den Særdeles Nådige, meget Barmhjertige.

Al lovprisning tilkommer Allah, verdnernes Herre, og fred og velsignelser være med vores mester Profeten, hans rene familie og alle hans trofaste og ædle ledsagere.

Det er angivet i hadith litteraturen at Iman har mere end 70 forgreninger plus/minus. Nafs al-Iman kan betragtes som roden/stammen og er den del af troen som intet har med praktiske handlinger at gøre, men har betydning for hvorvidt en person er muslim eller ikke, og derfor også den vigtigste.
Nafs al-Iman er at tro på de seks trosartikler (Tawhid, Risalat, Englene, Bøgerne, Det Hinsides, Skæbne) hvilket er troen i hjertet og derfor intet med handlinger at gøre. Hvis man anser en cirkel for at være Iman, så er cirkelperiferien(den kurve der udgør cirklen) nafs al-iman mens iman kamil er hele arealet af cirklen. Dvs. alt andet end Nafs al-Iman har noget med handlingerne at gøre, og det der er vigtigt at forstå i denne sammenhæng er, at det er ikke selve handlingen der er en del af Iman, men disse handlinger er med til at fuldende troen. Dvs. for at stige fra Nafs al Iman til Iman al Kamil kræver det også handlinger.

Hvis handlinger havde noget med nafs al-iman at gøre, så vil det betyde, at hver gang en person undlod bevidst eller ubevidst en forpligtigelse, så vil denne per definition ryge ud af islam. Et bevis på at dette ikke er muligt at Iman ikke hænger sådan sammen er, at når kvinder oplever deres periode er det ikke tilladt for dem at bede, så hvis bønnen var en del af nafs al iman så vil kvinderne hver gang de oplevede deres periode ryge ud af islam, hvilket ikke giver nogen mening.



Fra Abu Hamza Anas bin Malik (Må Allah være tilfreds med ham), tjener af Allahs Sendebud (Allah’s fred og velsignelser være med ham), fra Profeten (Allah’s fred og velsignelser være med ham) som sagde:

”Ingen af jer tror, førend han ønsker for sin bror hvad han ønsker for sig selv. ”

For at opnå Iman kamil, eller generelt øge styrken af ens iman, så kræver det at man udfører praktiske handlinger som er Allah og Hans Elskede Profet kær (Allah’s fred og velsignelser være med ham), og undgå alt det som er uønsket hos Allah og Hans Elskede Profet (Allah’s fred og velsignelser være med ham).
Ved at gøre ’amal på overstående hadith, dvs. ved at ønske det samme for sin bror som for sig selv, så gør man først og fremmest det Profeten (Allah’s fred og velsignelser være med ham) gjorde. Han (Allah’s fred og velsignelser være med ham), ønskede det bedste for mennesket, og derfor fik dem ud af kufr og shirk og ind til Iman og islam, og hjalp dem 24/7 med at opnå paradiset og nærhed til Allah. Vi skal ligeledes hjælpe vores brødre og søstre med at blive bedre muslimer, retlede dem som er vildledte, og få dem som ikke er muslimer ind i islam. Dvs. man skal især behandle muslimer godt da de har en større ret over os, men man skal også behandle ikke-muslimer godt, og være et eksempel overfor dem, i stedet for at være egoistisk og kun tænke på sig selv.

Ved at praktisere overstående hadith, så redder man sig selv fra ting som er forhadte hos Allah og Profeten (Allah’s fred og velsignelser være med ham), såsom jalousi, hovmodighed, had og bedrag og alt andet praktisk og åndeligt negativt. Ved at gøre ’amal på hadithen, så renser man først og fremmest sig selv, sin nafs, opnår du’a fra folk omkring, og vigtigst af alt nærhed til Allah og Profeten (Allah’s fred og velsignelser være med ham). Dette skaber orden og glæde i ens eget sind, hos ens familie og hele samfundet, hvem ønsker ikke det?

Må Allah Den Ophøjede give os tawfiq til at følge Hans Elskede Habibs Sunnah og gør os blandt de succesrige. Amin.

Wa alaykum salaam wa rahmatullah.